Lars Rasmussen i sorg: Far er gået bort
Dansk håndbold er i sorg.
Den tidligere DHF-formand Per Rasmussen er afgået ved døden.
Det fortæller sønnen Lars Rasmussen i et opslag på Instagram.
– Det er med min største smerte nogensinde følt i min krop, at kl. 22.27 i går aften 18 maj, sov min far, klippe og idol ind og fik dermed fred, skriver han og fortsætter.
– Jeg kan ikke beskrive, hvad vores familie går igennem af smerte lige nu, og hvad jeg går igennem, og sorgen vil aldrig forsvinde helt. Men lidt trøst finder jeg ved at vide, at far har fået fred.
Når man snakker danske håndboldfamilier, kan man ikke komme udenom dem.
Brødrene Lars og Kim er begge bidt af en gal håndbold, og de har begge gjort sig som trænere.
Lars Rasmussen vil de fleste nok huske for hans aktive karriere. Her brillerede han nemlig med skruebolde for det danske landshold.
Men bag kulissen var far Per Rasmussen, som nok stod for sønnernes håndboldopdragelse.
Han var formand i det danske håndboldforbund (DHF, red) fra 2007 til 2011. Inden da var han næstformand fra 1999.
Per Rasmussen ville have haft fødselsdag 19. maj.
Han blev 79 år gammel.