LaVar Ball forklarer: Derfor fik jeg min fod amputeret

Basketball- og ikke mindst Ball-fans fik sig en på "forskrækkeren", da det i sidste uge kom frem, at Ball Senior, LaVar Ball, havde fået amputeret sin højre fod.
Nu afslører hovedpersonen så selv, hvad der ligger til grund for den voldsomme operation.
Det gør han til magasinet SLAM.
Komplikationer i forbindelse med diabetes havde skabt infektioner i foden, fortæller han.
Derfor så lægerne ikke anden løsning end i første omgang at fjerne et par af tærerne på foden. Det blev efterfølgende til hele foden, inden en sidste operation næsten op til knæet blev nødvendig for at få bugt med infektionen.
Hvis man slår et smut forbi farmand-Balls sociale medier, så ser man ham med et stort smil på de fleste opslag, men den her omgang har været hård.
- Jeg må indrømme, at det er mine drenge, der har holdt mig kørende. Flere gange tænkte jeg "jeg kan ikke flere blodtransfusioner, jeg er klar til at give op. Det her er nok". Men jeg er her for noget større.
LaVar Ball er far til de to NBA-spillere Lonzo og LaMelo Ball samt rapper LiAngelo Ball.
Foruden at være en af sportsverdenens mest højlydte sportsfædre, så er LaVar Ball også kendt for familiens realityprogram "Ball in the Family".
Ja, så har han også påstået, at han kan slå selveste Michael Jordan i en "én-imod-én" på basketballbanen.
Det påstår han formentlig ikke længere.