Magikeren Luka Modric: Gammelfar udraderer stjernerne
Når Kroatien tirsdag klokken 20 møder Argentina om en plads i VM-finalen, er meget lagt i hænderne på den 37-årige Luka Modric.
Midtbanestrategen har holdt højt niveau i Qatar og betegnes som hovedårsagen til, at Kroatien er i semifinalen og for andet VM i træk kan spille sig i finalen.
- Han har spillet helt fantastisk. Med sin aldersforagtende præstation har han modbevist mange tvivlere, sagde Kroatiens landstræner, Zlatko Dalic, på pressemødet efter kvartfinalesejren over Brasilien.
- Jeg tror, at opskriften på hans succes er seriøsitet og professionalisme. Han er en gentleman, træner upåklageligt, gør altid sit bedste og lever for fodbold.
- I en alder 37 år har han vist sin kvalitet for både Real Madrid og Kroatien. Da vi kom til VM, afskrev nogle mennesker ham, men han har hjulpet os til semifinalen og fortjener al den succes, han har, tilføjede Dalic.
Holdets venstreback Borna Sosa er fuld af beundring over, at Modric kan præstere på det niveau i den alder.
- For mig er han blandt de fem bedste midtbanespillere nogensinde. Ingen, absolut ingen, har tidligere præsteret på det niveau som 37-årig.
- Når det er mest nødvendigt, hjælper han med sin erfaring og giver os selvtillid. Han er så rolig på bolden, og forhåbentlig fortsætter han, så længe han kan, lød det fra Sosa efter kvartfinalen ifølge The Guardian.
Han tilføjede, at holdet er stærkt afhængigt af Modric, der stort set har fået fuld spilletid hidtil i turneringen. I den forlængede spilletid mod Japan i ottendedelsfinalen, blev han dog taget ud med 20 minutter tilbage.
- Luka spiller alle kampe, fordi han er nødt til det. Der er ikke plads til, at han kan hvile, fordi vi behøver ham på banen i hvert et sekund, sagde Sosa i samme interview.
Også på sympatikontoen har Modric høstet stor anerkendelse. Mens eksempelvis Lionel Messi blev fremstillet for en mere negativ side, da han hoverede foran hollandske modstandere efter straffesparkskonkurrencen i kvartfinalen, gik billeder verden rundt af Modric, der trøstede brasilianske tabere efter deres kvartfinale.
Nu står så netop Messi og Modric over for hinanden som de to altoverskyggende stjerner, og det vil være ganske sensationelt, hvis Modric for andet VM i træk kan føre Kroatien, der blot tæller 3,9 millioner indbyggere, til finalen.
- At gentage bedriften vil være endnu større for lille Kroatien end overraskelsen i 2018. Det vil være det største i vores historie. Det er stort at være her, men vi vil mere, sagde Dalic på pressemødet mandag.