Sport3. november 2024

Magnus Jensen mistede sin nyfødte søn: – Jeg tror aldrig, at jeg har set nogen dø før

Lyngby-spilleren og kæresten Andrea Sigmann ventede tvillinger, men i foråret fødte hun alt for tidligt. Efter flere dages kamp på hospitalet måtte de slukke for den ene af drengenes respirator
Lyngbys Magnus Jensen fortæller nu om sit forår, hvor han på få dage gik fra himmel til helvede. Kort tid efter Lyngby sikrede sig overlevelse i Superligaen, mistede han og kæresten Andrea parrets ene nyfødte søn.
Lyngbys Magnus Jensen fortæller nu om sit forår, hvor han på få dage gik fra himmel til helvede. Kort tid efter Lyngby sikrede sig overlevelse i Superligaen, mistede han og kæresten Andrea parrets ene nyfødte søn.
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Morten Wieghorst bryder tavsheden efter sygemeldingen

Med 0-0 mod Hvidovre på udebane den 25. maj i år sikrede Lyngby Boldklub i sidste sæson sig endnu en sæson i Superligaen.

Magnus Jensen, 28, kunne derfor gå på sommerferie og vide, at den også stod på Superliga-bold i denne sæson.

Men få dage senere forvandlede det hele sig til et mareridt.

Det fortæller han i et interview med TV 2 Sport.

Magnus Jensen og kæresten Andrea Sigmann ventede tvillinger.

Onsdagen efter Lyngby havde sikret sig overlevelse, gik der desværre noget galt. Andrea var 24 uger og to dage inde i sin graviditet, da hun mærkede en smerte i maven.

Hun ringede til hospitalet for at blive tilset, og godt 13 timer senere havde hun født to drenge alt for tidligt.

Tvillingerne, som fik navnene Sonny og Marlowe, kæmpede hårdt efter den alt for tidlige fødsel.

- Efter den første nat, hvor de er blevet født, spørger de på hospitalet, om Sonny skal døbes, fordi han har det svært. At vågne til den melding er noget af det sygeste, jeg har prøvet. Jeg tror aldrig, at jeg har set nogen dø før, siger Magnus Jensen til TV 2 Sport.

Læger og sygeplejersker gjorde alt, hvad de kunne på den neonatale afdeling.

På stuen læste Magnus Jensen højt fra en Peter Pedal-bog, mens Andrea havde sin hånd på Sonny. Lægerne kunne se på tallene, at han reagerede på den kærlighed.

- Det er det bedste minde, vi havde med ham. At vi trods alt havde et eller andet sammen.

Efter nogle dage var der dog ikke mere at gøre, og de måtte derfor slukke for Sonnys respirator.

Drømmene, som de som familie havde lagt, blev med ét knust. Men kampen for familien sluttede ikke der, da Marlowe kæmpede videre.

Og efter 98 dage på hospitalet kunne Magnus Jensen og Andrea Sigmann endelig tage hjem med deres søn.

For lidt mere end to måneder siden kunne parret krydse en rigtig stor milepæl af i Marlowes liv, da Lyngby spillede 2-2 mod Silkeborg på hjemmebane.

Det var nemlig første gang, at Andrea Sigmann og Marlowe var på stadion for at se far spille. Noget som Andrea også har delt på Instagram.

- Magnus og jeg drømte om at tage drengene med ud for at se ham spille en dag. Her er vi fire måneder senere, en lille smule anderledes, end hvad vi først havde regnet med, men SÅ GLADE.

- Det er de små ting. Glædelige fire måneder, knægt. Mor og far elsker dig.

Sponsoreret indhold