Makienok i unåde efter at være flyttet til København: - Det var ikke en del af aftalen
Den danske angriber skiftede til AC Horsens i august efter syv år i forskellige udenlandske klubber.
Det første halve år har været en turbulent tid for den tidligere landsholdsspiller, da især skader har plaget den høje angriber.
Nu er en anden udfordring blevet et problem for Simon Makienok. Han er nemlig flyttet til København og pendler derfor frem og tilbage mellem Horsens og hovedstaden. Det er ikke noget, der huer hans klub, der har indkaldt spilleren til møde.
Det skriver Horsens Folkeblad.
- Vi har haft en dialog med Simon Makienok om tingene, siger AC Horsens' sportschef Niels Erik Søndergård.
- Han er en voksen mand. Vi benyttede mødet til at minde Simon om, hvad vi aftalte, da vi underskrev kontrakten.
Niels Erik Søndergård slår yderligere fast, at der ikke er et krav til, at spillerne skal bosætte sig i Horsens, men at der trods alt er for langt til og fra København.
Simon Makienok danner til hverdag par med journalist og podcast-vært Ida-Sophia Petersen. De har været bosat sammen i Hamborg, da Simon Makienok spillede i tyske St. Pauli.
I foråret annoncerede de på Instagram, at de flyttede hjem til Danmark.
32-årige Makienok har spillet i klubber som Brøndby IF, Palermo og Charlton.
Han har spillet seks landskampe for Danmark.