Marco Reus sagde farvel til fans: Gav gratis øl til alle
LÆS OGSÅ: Efter 12 år: Marco Reus forlader Borussia Dortmund
Det er slut.
Efter 12 år forlader Marco Reus den tyske storklub Dortmund, og lørdag spillede han sin sidste hjemmebanekamp på Signal Iduna Park mod Darmstadt.
Et opgør, som Dortmund vandt 4-0, hvor hovedpersonen selv også fik scoret.
Som afsked og tak til de mange, mange Dortmund-fans, der var på stadion lørdag eftermiddag, gav Marco Reus gratis øl ud til alle på fantribunen "Den Gule Mur".
Det skriver tyske Bild.
Fantribunen kan rumme godt og vel 24.545 personer, så Dortmund-ikonet har været fremme med den store pengepung.
Ifølge Bild koster en øl 4,90 euro, hvilket svarer til cirka 36,50 kroner, så prisen for de mange øl ligger tæt på en million danske kroner, hvis alle har takket ja til en gratis fadbamse fra fodboldspilleren.
- Jeg takkede folk for at stå ved min side hele tiden. Det er ikke givet, sagde Reus efter opgøret på Signal Iduna Park.
Marco Reus spiller sin sidste kamp for Dortmund, når der er Champions League-finale mod Real Madrid lørdag 1. juni på Wembley Stadium i London.