Marit Røsberg Jacobsen er gravid - men deler trist nyhed: Aborterede i efteråret

Den norske stjerne afslørede tidligere på ugen den dejlige nyhed, at hun skal være mor.
- Wow, vi skal have en lille baby. Vi glæder os så meget, lød det i et opslag på Instagram.
Men den fantastisk nyhed kom også med en rigtig trist afsløring.
Team Esbjerg-spilleren var nemlig også gravid i efteråret, men det endte på tragisk vis med en spontanabort.
- Jeg vil også gerne dele nogle ting, der ikke bliver sagt højt så tit. Jeg var gravid i efteråret, da hjertet holdt op med at slå i uge 11. Det var meget hårdt, selvom jeg ved, det er meget normalt og en del af naturen, skriver hun.
- Jeg synes bare, det er vigtigt at huske, at man ikke ved, hvad folk går igennem, og at det kan være meget sårbart at være gravid. Jeg håber, at gennemsigtighed kan hjælpe andre i samme situation med at føle sig mindre ensomme, tilføjer hun.
Marit Røsberg Jacobsen rundede i januar 300 kampe for Team Esbjerg og har efter fløjkollegaen Sanna Solberg næstlængst anciennitet i truppen.
I 127 landskampe for Norge har Marit scoret 215 mål, og hun er europamester, verdensmester og OL-guldvinder.