Sport13. oktober 2023

Mark O. Madsen deler glædelig nyhed: Skleroseramt kone vender tilbage i arbejde

Den danske UFC-kæmper hylder sin kone for at være den største fighter
Mark O. Madsen og hustruen Maria O. Madsen får arbejde og familie til at passe sammen trods en kamp mod sygdommen sklerose. nbsp;
Mark O. Madsen og hustruen Maria O. Madsen får arbejde og familie til at passe sammen trods en kamp mod sygdommen sklerose.
 Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Sygdom i familien får Mark O. Madsen til at droppe amerikansk satsning

Sidste år valgte Mark O. Madsen at gå all-in i jagten på et UFC-bælte. Det betød, at han sammen med hustruen, Maria, og deres to børn valgte at rykke teltene op og bytte Falster ud med Arizona.

I maj traf familien så en beslutning om at rejse hjem til Danmark igen. Det skyldtes, at UFC-stjernens hustru lider af sklerose og turen gik derfor hjemad af familiemæssige årsager.

Det har på mange måder været en lang og sej kamp for familien Madsen, hvor karriere og familieliv skulle kombineres med hensyn til den alvorlige sygdom.

Nu er der dog glædelige nyheder fra den lille familie. Maria O. Madsen er nemlig blevet så rask, at hun nu er vendt tilbage i arbejde.

Det fortæller den danske UFC-stjerne til SE og HØR.

– Beslutningen om at rejse hjem har faktisk gjort, at Maria nu er et sted, hvor hun for halvanden uge siden blev raskmeldt og faktisk er vendt tilbage på arbejdsmarkedet. Hun har fundet noget deltid.

– Hun er nået et punkt, hvor hun ikke længere føler sig så syg, at der skal tages hånd om det hver eneste dag, men at hun er et sted, hvor hun kan komme ud og udfordre sig selv, uddyber han.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-13/20210901-111128-5-1920x2879we.jpg
Maria O. Madsen er nu klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet - i første omgang i et deltidsjob.
 Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

Stolt ægtemand

Mark O. Madsen ved om nogen, hvad det vil sige at fighte og give sig 100 procent for at nå sine mål.

Han har til gengæld også en hustru, der kan kæmpe og give den alt. Noget, der får stoltheden til at stråle ud af den danske MMA-stjerne.

– Det er ubeskriveligt at opleve den fremgang på bagkant af den beslutning, det var at rejse hjem. Det var været helt fantastisk at være vidne til. Den måde, hun har håndteret den situation, hun har stået i, har været beundringsværdig. Der kan jeg hente en masse inspiration, siger Mark O. Madsen med stolthed i stemmen.

Stor stresspåvirkning

Den store fremgang med den ellers så alvorlige sygdom er især sket efter hjemrejsen.

Det skyldes blandt andet, at klimaet er et helt andet på Falster, end det er i Arizona.

– Arizona er en enormt varm stat. Vi kommer fra en sommer, hvor der har været 51 grader der. Den stresspåvirkning, som varme giver os mennesker, kunne Maria ikke arbejde med i forhold til hendes sklerose. Vi oplevede, da vi var derovre, at hendes symptomer blev værre og værre. Det var vi nødt til at reagere på, forklarer den tidligere OL-sølvvinder.

Returen til arbejdsmarkedet har kastet en masse overskud af sig i familien, og så har det samtidig haft en stor mental betydning for Mark O. Madsens bedre halvdel.

– Det giver hende et ekstra formål at stå op til om morgenen, hvilket er enorm vigtigt. Det giver noget identitet.

Det danske UFC-håb er i øjeblikket i gang med benhård træning frem imod den vigtige og store kamp mod Jared Gordon.

En kamp, der finder sted i ikoniske Madison Square Garden i New York foran omkring 20.000 tilskuere.

Kampen kan ses på Viaplay.

Sponsoreret indhold