Martin Braithwaite er den mest scorende dansker i La Liga i 27 år

Der er mål i støvlerne for tiden hos den danske angriber Martin Braithwaite.
Otte mål er det blevet for danskeren indtil videre.
Så mange mål har ingen dansker scoret i den bedste spanske række i 27 år.
Det skriver Ekstra Bladet.
Senest, en dansker sendte bolden i de spanske netmasker mere end otte gange, var i 1995/96-sæsonen, da gode gamle Bent "Turbo" Christensen tørnede ud for SD Compostela.
Her scorede den tidligere Brøndby-spiller hele 12 mål for sin klub.
Martin Braithwaite har siden sit skifte fra FC Barcelona til Espanyol været fast mand på holdet, noget han bestemt ikke var i den spanske storklub, hvor han nåede at spille 58 kampe og score 10 mål i de 2,5 år, han spillede i klubben.
I skrivende stund indtager Espanyol en 12. plads i La Liga, og Martin Braithwaite er med sine otte mål for klubben den næstmest scorende for klubben i denne sæson.