Sport4 timer siden

Mathias Gidsel blev mandsopdækket hele kampen: - Man mister lidt glæden

Den ellers altid så aktive landsholdsstjerne måtte indse, at det meste af kampen blev brugt på at stå og se de andre score mål
Mathias Gidsel fik en rolig dag på kontoret.
Mathias Gidsel fik en rolig dag på kontoret.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Normalt er Mathias Gidsel det helt store offensive samlingspunkt på landsholdet.

Han er velsagtens den spiller, der har bolden mest.

Sådan var det til gengæld slet ikke mod Schweiz, hvor modstanderen besluttede sig for at mandsopdække Gidsel i stort set hele kampen.

Det betød, at det ikke blev til de mange vanlige Gidsel-mål.

Og det er hovedpersonen da selv lidt træt af. Ikke, at han ikke selv scorede lige så mange mål, som han plejer, men at han nærmest ikke fik lov til at deltage i spillet.

- Jeg vil ikke sige irriteret, men man mister lidt glæden ved at spille håndbold. Jeg startede ikke til håndbold for at stå og snakke schweizertysk med en oppe ved midten, så på den måde bliver det jo bare aldrig nogensinde min kamp, fortæller han efter kampen.

I pausen var han da også lige ovre i modstanderens lejr for at prøve at overtale dem til at gå væk fra mandsopdækningen.

- Jeg snakkede med Andy Schmid (den schweiziske landstræner, red.) i pausen, og spurgte ham, om han godt vidste, hvor kedeligt det var at stå ved midten, og så sagde han pænt til mig, at jeg jo bare kunne skifte mig selv ud, så skulle de nok gå tilbage. Det var lidt op ad bakke i dag.

Gidsel nåede trods mandsopdækningen alligevel op på seks scoringer.

Han er dermed fortsat dansk topscorer ved VM.

Sponsoreret indhold