Medie afslører telefonopkald: Gerard Piqué rasende på Shakira
I sidste uge skete der endnu en vild udvikling i det opsigtsvækkende brud mellem Shakira og Gerard Piqué.
Her afslørede sangerinden nemlig, at hun er flyttet fra Barcelona til Miami i USA sammen med sine og fodboldspillerens to børn.
Nu kan tv-programmet Fiesta afsløre, hvordan samtalen om flytningen foregik mellem det tidligere kendispar - og det var ikke en pæn omgang.
Ifølge mediet fortalte den colombianske popstjerne, at hun blev nødt til at flytte til Florida tidligere end planlagt, fordi hendes fars helbred er forværret.
Faderen ved navn William Mebarak var tidligere indlagt på et hospital i Spanien, men her kunne han ikke få den nødvendige behandling, og derfor valgte sangerinden altså at rykke over Atlanten.
Den beslutning skal Gerard Piqué dog langt fra have været begejstret for.
Den tidligere Barcelona-stjerne skal angiveligt være blevet meget vred og sur over, at hans tidligere bedre halvdel har taget deres to sønner, Sasha og Milan, med sig.
De to sønner på henholdsvis otte og ti år skal - ifølge lokale medier - blive boende i Miami, hvor de skal gå i skole på Miami Country Day School.
En privatskole, der koster mellem 33.000 til 46.000 dollars om året.
- Piqué er rasende. Han lytter slet ikke til fornuft, siger en anonym kilde omkring fodboldspillerens reaktion på Shakiras og børnenes flytning.
- Og hun er ked af det, fordi deres sidste samtale slet ikke var så venskabelig, som hun havde ønsket, fortsætter kilden.
Hverken Gerard Piqué eller Shakira har udtalt sig om deres afslørede telefonsamtale.
Det har tidligere været fremme, at det dog ikke udelukkende var sangerindens valg at flytte fra sit og fodboldspillerens tidligere fælles hjem i Barcelona.
Hun blev nemlig smidt ud på røv og albuer af Gerard Piqués far.
Læs mere om det her.