Sport12. december 2022

Messi får sin vilje efter drama: Dommer er sendt hjem fra VM

Den spanske dommer Mateu Lahoz er blevet smidt hjem fra VM i Qatar efter den dramatiske kamp mellem Argentina og Holland
Mateu Lahoz har dømt sin sidste VM-kamp i denne omgang.
Mateu Lahoz har dømt sin sidste VM-kamp i denne omgang.
 Foto: Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix

Da der fredag blev spillet kvartfinale mellem Argentina og Holland ved VM i Qatar, var det bestemt ikke uden drama.

Kampens spanske dommer Mateu Lahoz kom nemlig i fokus, da han i løbet af kampen uddelte hele 17 gule kort.

Hans præstation blev også kritiseret af begge hold efter kampen, hvor specielt argentinerne, der endte med at vinde kampen, var efter spanieren.

Det var den grad også verdensstjernen og Argentinas anfører, Lionel Messi, der gik forrest med kritikken. Og nu ser det ud til, at den lille argentinske troldmand har fået sin vilje.

Ifølge mediet COPE er Mateu Lahoz nemlig blevet sendt hjem fra VM før tid på grund af hans præstation.

– FIFA er nødt til at evaluere det. FIFA kan ikke give en dommer som ham en kamp af så stor vigtighed, når han ikke er klar på opgaven, sagde Lionel Messi lige efter kampen, mens Messis landsmand og målmand Emiliano Martinez også gav dommeren et par ord med på vejen.

– Han lagde 10 minutter til uden grund. Han gav dem (Holland, red.) frispark lige uden for feltet to-tre gange. Han ville have, at de scorede. Jeg håber ikke, vi får ham som dommer igen. Han er ubrugelig, rasede keeperen.

Holland udlignede i kampen døende minutter efter en frisparkskombination lige uden for feltet, og derfor blev kampen afgjort i straffesparkkonkurrence, efter der også var spillet 120 minutters forlænget spilletid.

I sidste ende var det Argentina, der kunne juble over en plads i VM-semifinalen, hvor de møder Kroatien.

I den anden semifinale møder Frankrig turneringens helt store overraskelse Marokko.

Sponsoreret indhold