SportI går (opd. I går)

Mette Tranborg og Kaja Kamp færdige: Team Esbjerg dropper fem spillere

De to landsholdsspillere er bare to af en håndfuld spillere, der er færdige i Team Esbjerg efter sæsonen
Mette Tranborg (i midten) og Kaja Kamp (yderst til højre) er begge fortid i Team Esjberg efter denne sæson. 
Mette Tranborg (i midten) og Kaja Kamp (yderst til højre) er begge fortid i Team Esjberg efter denne sæson.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Team Esbjerg siger efter sæsonen farvel til en stribe store profiler, der alle har kontraktudløb til sommer.

Det oplyser håndboldklubben på sin hjemmeside.

Landsholdsspillerne Mette Tranborg og Kaja Kamp samt rutinerede Kathrine Heindahl og den lovende målvogter Amalie Milling er alle fortid i klubben, når sæsonen er slut.

Også Luciana Rebelo forlader klubben. Det sker allerede ved årets udgang, hvor hun vender hjem til Portugal.

- Det er en uomgængelig del af at drive klub på topniveau, at man må sige farvel til spillere, og nye kommer til, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.

- Det er med vemod at sige farvel til spillere, der både på det sportslige og menneskelige plan har været med til at bringe klubben frem til, hvor vi er nu.

- Sådan forholder det sig også med de nævnte spillere, lyder det fra formanden, der ønsker de fem spillere held og lykke i fremtiden.

De fire danskere har været med til at vinde mesterskabet med Team Esbjerg de seneste to sæsoner, hvor vestjyderne også har nået Final 4-stævnet i Champions League.

I den kommende weekend får de mulighed for at føje endnu en titel til samlingen, når de deltager i pokalturneringens Final 4 i Silkeborg. Det vil i så fald være fjerde pokaltriumf i træk for klubben.

Umiddelbart før jul præsenterede Team Esbjerg et underskud på 527.000 kroner før skat for sæsonen 2023/24. Et resultat, som ifølge direktør Hans Christian Warrer "langtfra var tilfredsstillende".

De røde tal skyldtes primært færre indtægter fra deltagelsen i Champions League.

Udgifterne til personalet trak i den anden retning med en stigning i omkostninger på 2 millioner til 16,9 millioner kroner.

Sponsoreret indhold