Mohamed Daramy er blevet far

Selv om 2024 ikke bliver et år, som kom til at byde på mange store fodboldøjeblikke for Mohamed Daramy, så er året alligevel et stort ét af slagsen for den 22-årige dansker.
Han er nemlig blevet far til en datter.
Det afslører han selv på sin Instagram-profil.
Her har fodboldspilleren delt et billede af sig selv og det nye familiemedlem i, hvad der ligner, en hospitalsseng.
Det var i maj, at fodboldspilleren først delte nyheden om at to snart blev til tre hjemme hos ham og kæresten Alia Hassouni.
Her kom nyheden ikke længe efter, at daværende landstræner Kasper Hjulmand måtte meddele, at Mohamed Daramy ikke nåede at blive klar til EM grundet en skade, han pådrog sig i marts.
Det skulle senere vise sig ikke at blive den eneste triste besked, som fløjspilleren modtog i år.
For nylig blev Daramy igen skadet efter et halvt års pause og endnu engang er der tale om en skade, der holder den tidligere FCK-spiller fra at spille fodbold i lang tid.
Sæsonen, der løber frem til næste sommer, bliver nemlig uden Mohamed Daramy, der pådrog sig en ny knæskade under U21-landsholdets seneste samling i slutningen af oktober.
En lang vej med operatioen og genoptræning venter derfor danskeren, der altså dog kan trøste sig med, at andre ting nu også kommer til at fylde i hverdagen.