Mohamed Daramy reagerer efter trist nyhed: Jeg er knust, men kommer stærkere tilbage

Torsdag var der trist nyt fra den danske landsholdslejr. Mohamed Daramy er skadet og kommer ikke til at deltage ved sommerens EM-slutrunde.
Det er selvsagt altid et stort slag for spillere, når de største fodboldscener misses, og Daramys tilfælde er ingen undtagelse.
Det fremgår af fløjens Instagram-profil, hvor han fredag formiddag giver sine følgere en opdatering på situationen.
– En god første sæson i Stade de Reims sluttede for tidligt for mig. Jeg er knust over ikke at kunne afslutte sæsonen, som jeg havde tænkt mig, men taknemmelig for jeres beskeder. Jeg kommer stærkere tilbage efter pausen, skriver den 22-årige dansker.
Det var i en landsholdskamp tilbage i marts, at et sammenstød med en målstolpe betød, at Daramy måtte bæres fra banen.

Den tidligere FCK-spiller var skiftet ind efter pausen, og nåede inden sin skade at score sit første landsholdsmål.
Selv om EM altså nu må ses fra sofaen og ikke grønsværen, så har Daramy fredag overskud til at ønske sine holdkammerater i den røde landsholdstrøje held og lykke.
– Lad os fokusere på fremtiden, stå sammen og støtte vores hold, slutter den skadede spiller sin besked med henvisning til det danske landshold.
Mohamed Daramy står noteret for ti kampe for A-landsholdet. EM i Tyskland ville have været angriberens første slutrunde.