Mystik omkring flytning: Er Jonas Vingegaard og familien på vej væk fra Danmark?
Når han ikke vinder cykelløb i Frankrig eller er på træningslejr i Spanien, så bor Jonas Vingegaard i den lille jyske by Glyngøre.
Her nyder han en relativt rolig tilværelse med konen Trine Marie Hansen og deres datter Frida.
Det kan dog ske, at Vingegaard og resten af familien river teltpælene op rykker længere syd på. Det er nemlig en smule problematisk, at det danske terræn ikke tillader Vingegaard at træne i bjerge, og en flytning kan derfor blive nødvendigt.
Det fortæller Vingegaards kone, Trine Marie Hansen, til Ekstra Bladet.
– Det hele handler om, hvordan Frida har det. Hun er ved at være i den alder, hvor hun har brug for at have nogle legekammerater. Og det kan hun af gode grunde ikke have, når vi rejser rundt hele tiden. Vi kan ikke bo i Danmark, for der er ikke nogen bjerge. Så det er klart noget vi kigger på, siger hun.
Lige nu skal den lille familie ikke tænke på så meget andet end at fejre Tour de France-sejren.
Når der ellers er blevet festet igennem i den franske hovedstad går turen først til Holland, hvor Vingegaards hold kommer fra, og derefter står den på rådhuspandekager og tivolibesøg, når Tour-vinderen og hans familie kommer hjem til Danmark.