Sport14. november 2023

Nicki Pedersen: Det slutter, når jeg har lyst til at slutte

I en alder af 46 år har Nicki Pedersen fundet sig en ny arbejdsgiver – til SE og HØR sætter han flere ord på skiftet
Nicki Pedersen ser frem til det nye eventyr med Grindsted Speedway Klub.
Nicki Pedersen ser frem til det nye eventyr med Grindsted Speedway Klub.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Nicki Pedersen har fremtiden på plads: Har fundet ny dansk klub

Tidligere tirsdag kunne den danske speedway-stjerne Nicki Pedersen afsløre, at han i en alder af 46 år har fundet sig en ny klub.

Nicki Pedersen har landet en aftale med Grindsted Speedway Klub.

Til SE og HØR sætter speedway-stjernen nu ord på skiftet til Grindsted Speedway Klub fra Holsted Tigers, hvor Pedersen var i ikke færre end 21 år.

– Efter 21 år skulle der ske noget nyt. Og jeg var så heldig, at der hurtigt kom en klub (Grindsted, red.) på banen for at få den garvede kører tilbage på banen igen.

– Grinsted var meget positive, og vi blev hurtig enige, fortæller en glad Nicki Pedersen til SE og HØR.

Den garvede speedwaykører ser nu frem til at optræde for Grindsted Speedway Klub, som har mange visioner for fremtiden. Og her bliver Nicki Pedersen vigtig.

– Jeg skal være med til at hjælpe Grindsted på mange parametre. Klubben ønsker at køre med om finalepladserne, være med i playoff og vinde mesterskabet.

– Der er selvfølgelig nogle trappetrin til de mål, og her glæder jeg mig utrolig meget til at hjælpe. Både inden- og udenfor banen, lyder det videre fra Nicki Pedersen.

Tilbage i juni besøgte SE og HØR speedway-stjernen i hjemmet i Middelfart.
Tilbage i juni besøgte SE og HØR speedway-stjernen i hjemmet i Middelfart.
 Foto: Martin Høien

Du er 46 år. Hvornår kan man forvente, at Nicki Pedersen "hænger cyklen på hylden"?

– Hjertet og passionen er der. Og det er fantastisk, at jeg kan køre fra de unge mennesker på banen og samtidig hjælpe dem.

– Men jeg tænker, at det kommer naturligt. Når jeg ikke gider at træne mere, eller når jeg ikke har den samme kærlighed for sporten længere.

– Jeg er jo lige kommet tilbage fra en skade, så jeg vil slutte godt. Jeg slutter, når jeg har lyst til at slutte, lyder de afsluttende ord fra den danske speedway-stjerne.

Nicki Pedersen har vundet VM flere gange – både individuelt og for hold.

Han blev i september afskediget i Holsted Tigers efter 21 år i klubben.

Nu har han fremtiden på plads.

Sponsoreret indhold