Nikolaj Jacobsen brugte fridagen på at gå i biografen: Faldt i søvn to gange under filmen
Søndag blev VM-turneringen første hele fridag for håndboldherrerne, der ellers kører et program med skiftevis kamp og så træning og presseaktiviteter.
Derfor blev den også brugt til alt andet end håndbold af både spillere og trænere.
Det fortæller Nikolaj Jacobsen, da han mandag møder pressen igen - helt veludhvilet.
- Nogle var i biografen, nogle var ude at spise om aftenen, og andre hyggede sig med familien. Nogle spillede padel.
Landstræneren selv røg med på det første hold.
Altså en tur i biffen med alt der dertil hører.
Men det var ikke en udpræget succes.
- Jeg gik i biografen, hvilket var dumt, for jeg faldt i søvn to gange under filmen. Men jeg var glad for popkornene, siger han med et efterfølgende grin og tilføjer, at "Gladiator 2" ellers virkede som en udmærket film.
- Der var fint med aktion, men jeg havde nok arbejdet lidt for længe om natten, så det blev for meget af det gode.
Der er forhåbentlig lidt mere energi på tanken tirsdag aften, når Nikolaj Jacobsen og hans landshold skal i aktion mod Tyskland i første kamp i hovedrunden.