Nikolaj Jacobsen kritiserer TV 2's eksperter: - Det er en underlig diskussion
42, 49 og 50.
Så mange minutter har Mathias Gidsel været på banen i de tre indledende kampe ved VM.
Og det er for mange.
I hvert fald hvis man spørger nogle.
Det mener landstræner Nikolaj Jacobsen til gengæld ikke, og han er faktisk træt af diskussionen.
Derfor sender han nu en besked afsted til dem, der kloger sig på hans måde at bruge sin superstjerne på. Det gælder ikke mindst TV 2's håndboldeksperter, der får en lille stikpille med på vejen.
- Jeg kan se, at TV 2’s eksperter er ved at gå i selvsving over, at Henny Reistad skal spille så meget, men der er en grund til, at hende og Mathias er de to bedste spillere i verden, siger han uden at nævne specifikke navne og tilføjer:
- Det er, fordi så har man et ekstra gear i forhold til de andre, og så kan man noget andet. Jeg synes, det er en underlig diskussion. Jeg har ikke hørt Henny sige, hun er træt eller noget. Så lad dem nu bare spille håndbold, og så kan os, der er tættest på vurdere, om de er trætte eller ej.
Han bliver sur
Og så skal man ifølge landstrænerne stoppe med at tænke på, hvad Mathias Gidsel selv ønsker.
Stod det til ham, så spillede han nemlig fuld tid i alle kampe, lyder det.
- Så bliver han mere sur på mig, når jeg skifter ham ud, smiler landstræneren.
Gidsel og resten af håndboldlandsholdet skal i aktion igen tirsdag, når Tyskland venter.
Så må vi se, hvor mange minutter Mathias Gidsel skal spille der.