Sport21 timer siden

Nikolaj Jacobsen undrer sig: - Det giver ingen mening

Den danske landstræner kunne bedre lide, hvordan dommerne håndterede skub under OL end under VM
Spillerne får lang snor af dommerne ved VM, mener den danske landstræner.
Spillerne får lang snor af dommerne ved VM, mener den danske landstræner.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forsvarerne får for lang snor ved håndbold-VM og får lov til at lave farlige tacklinger uden nogen straf.

Sådan lyder det fra landstræner Nikolaj Jacobsen, der har oplevet en helt anden dommerlinje end for bare fem måneder siden ved OL i Paris.

- Jeg synes jo, at linjen til OL var virkelig god, og der var virkelig gode dommerpræstationer.

- Det er ikke, fordi jeg er ude efter dommerne her, men jeg synes jo, at det har klædt vores sport at slå ned på alle de der skub i luften på bagspillere - altså jeg aner ikke, hvorfor man lige pludselig må det nu i denne turnering, siger Nikolaj Jacobsen.

Mathias Gidsel har udtrykt samme holdning tidligere i turneringen, hvor både han og de øvrige danske bagspillere har skullet vænne sig til en anden linje end ved OL.

I den danske lejr mener man, at linjen favoriserer hårdt forsvarsspil frem for teknisk og letbenet angrebshåndbold, og Nikolaj Jacobsen var tydeligt arrig på dommerne i lørdagens kamp mod Tjekkiet.

- Det giver ingen mening, at man må skubbe så meget på folk, der er i luften, eller som er på vej på tværs af banen.

- I sommer gav det med 100 procents sikkerhed to minutters udvisning. Her er vi ikke engang på et frikast. Det er der nogle, der må forklare os på et tidspunkt, siger Nikolaj Jacobsen.

De danske spillere har heller ikke selv været meget i skammekrogen ved VM. I de hidtidige seks kampe er Danmark i alt blevet ramt af ni tominutters udvisninger. Det er færrest af alle hold.

Dertil skal lægges et direkte rødt kort, som Magnus Landin pådrog sig mod Italien.

Sponsoreret indhold