Nu skal Michael Schumachers sidste Ferrari under hammeren
Michael Schumachers sidste bil i hans tid på Ferrari er sat til salg.
Fra torsdag og frem til tirsdag kan interesserede byde på raceren, som tyskeren kørte i sæsonen 2006.
Det er auktionshuset Sothesby, som står bag auktionen. Mens Schumachers Ferrari er til salg, er det muligt at se bilen, der er udstillet i New York i USA.
Det historiske køretøj må forventes af indbringe et større millionbeløb. I 2022 kostede Michael Schumachers mesterskabsbil fra 2003 omkring 110 millioner kroner.
Godt nok var 2006 ikke et af de år, Schumacher vandt et af sine syv mesterskaber. Men bilen sikrede ham fem grandprixsejre og en samlet andenplads. Han vandt i alt syv løb det år, men to af dem var i en anden bil.
En privat køber erhvervede sig bilen i 2007.
Formel 1-legenden var hos Ferrari fra 1996 og ti år frem. Forinden kørte han for Benetton-holdet.
Karrieren sluttede hos Mercedes i 2012, og året efter var han involveret i en alvorlig skiulykke.
Schumacher gennemgik efterfølgende to hjerneoperationer og blev lagt i kunstig koma i 189 dage. Siden har han ikke vist sig i offentligheden, og det har været sparsomt med oplysninger om hans tilstand.