Nu sker det: Denne kamp kan definere Holger Rune
SENESTE: Regn kan meget vel udsætte det imødesete opgør mod italieneren Jannik Sinner. Meteorologer varsler nemlig lørdag eftermiddag regn over Monte Carlo
Når der i tennisverdenen tales om, hvilke spillere der kommer til at dominere i den absolutte verdenstop i den kommende årrække, er Holger Rune og Jannik Sinner to af navnene, der oftest bliver nævnt.
Lørdag eftermiddag brager de sammen i semifinalen i Masters 1000-turneringen i Monte Carlo.
Internationale tennismedier ser frem mod braget med titler som "ungdommens kamp" og "fremtidens kamp".
19-årige Rune og 21-årige Sinner har allerede slået deres navn fast i top-10. De har desuden stået for noget af den mest spektakulære tennis på touren på det seneste.
Særligt Sinner har vist stor formstyrke de seneste måneder.
Han strøg helt til tops i Montpellier. Siden har han nået finalen i Rotterdam, Indian Wells og Miami.
I denne uge i Monte Carlo har Sinner fastholdt niveauet i sæsonens første grusturnering. Eftersom også Rune har imponeret, er der lagt i ovnen til lidt af et brag.
Sinner ser da også frem til mødet.
- Vi er to unge spillere, der tørner sammen. Vi er begge meget aggressive. Vi forsøger at spille vores spil, men med forskellige attituder, siger han ifølge ATP's hjemmeside.
- Forhåbentlig bliver det en meget spændende kamp, supplerer italieneren.
Bookmakerne gør Sinner til favorit i lørdagens semifinale. Rune skal dog næppe undervurderes, efter at han fredag var yderst overbevisende i sin sejr over russeren Daniil Medvedev, der ligger nummer et på ranglisten for 2023.
Medvedev, som ikke har gruset som sit favoritunderlag, var meget imponeret over Rune.
- Han er en fantastisk spiller på grus. Det er det underlag, der passer ham bedst, når man tænker på hans tunge topspinsslag. Han er en meget farlig spiller på grus - og det vil han være i de kommende år også, siger Medvedev ifølge TV 2.
Semifinalen mellem Rune og Sinner begynder tidligst klokken 15.30.
Forinden mødes amerikanske Taylor Fritz og russeren Andrey Rublev i den første semifinale.
Rune og Sinner har mødt hinanden én gang tidligere. I oktober sidste år vandt Rune i Sofia, hvor Sinner opgav med en skade, da Rune førte 5-2 i tredje sæt.