Sport3 timer siden

Pep Guardiola dukker op med skramme: Ville gøre skade på sig selv

Manchester City var på vej mod at tanke tiltrængt selvtillid i Champions League. Men det endte i skuffelse
Pep Guardiola med en skramme på næsen. 
Pep Guardiola med en skramme på næsen.
 Foto: Dave Thompson/AP/Ritzau Scanpix

Manchester City befinder sig i øjeblikket i klubbens måske sværeste periode, siden Pep Guardiola i 2016 overtog trænerposten.

Tirsdag endte, hvad der lignede en god City-aften, med at udvikle sig til endnu en stor skuffelse. En føring på 3-0 på hjemmebane over Feyenoord i Champions League blev i slutfasen således vendt til 3-3.

City er dermed uden sejr i seks kampe i træk.

- Vi lukker mange mål ind, fordi vi ikke er stabile.

- Vi har tabt mange kampe på det seneste. Vi er skrøbelige, og vi havde selvfølgelig brug for en sejr, siger Guardiola.

Han tilføjer:

- Det handler ikke om, at folk ikke løber eller ikke er dedikerede. Men i fodbold skal man være til stede i de rigtige øjeblikke for at kunne klare sig, siger Pep Guardiola, der på det efterfølgende pressemøde dukkede op en en skramme på næsen.

En skramme, han, ifølge TV 2, forklarede var selvforskyldt og kradset, fordi han "ønskede at gøre skade på sig selv". Sagt med et skævt smil, naturligvis.

De forsvarende engelske mestre var i tirsdagens kamp ellers tæt på at tanke lidt tiltrængt selvtillid, da de tilsyneladende var på vej mod en sikker sejr.

- Kampen gik godt (ved 3-0, red.) i forhold til at få noget selvtillid. Vi spillede godt, men så snart, der bare skete lidt, fik vi problemer, siger Guardiola.

Inden tirsdagens kamp havde City tabt fem kampe i træk på tværs af alle turneringer. Snart venter endnu en stor udfordring, når Guardiola og co. søndag skal på besøg hos topholdet Liverpool i Premier League.

- Nu skal vi slappe af en dag eller to, vi skal have renset hovederne mentalt og begynde at tænke på den næste kamp, siger Guardiola.

Mens aftenen endte i skuffelse for City, så tillader Feyenoords danske træner, Brian Priske, sig for en gangs skyld at glæde sig over et enkelt point.

- Jeg tror, at hvis man er fra Feyenoord, så var det en fantastisk aften.

- Normalt fejrer vi ikke en uafgjort, men den her føles alligevel lidt særligt, lyder det efter kampen fra den danske træner.

Sponsoreret indhold