Pia Kjærsgaard raser over kebab i Parken
Da AGF tog imod Jyllandsserieholdet Vatanspor i pokalturneringen, blev der til stor glæde blandt fansene serveret kebab på stadion. Det fik dog Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til at stryge til tasterne og rase over kebaben.
- Hvornår indledes kampene med en islamisk velsignelse gennem stadionhøjttalerne fra en imam? Og vil de acceptere en kvindelig dommer?, lød det fra Pia Kjærsgaard dengang.
Nu er den gal igen. Denne gang i hovedstaden efter FC København har annonceret, at man fra forårssæsonen kan købe en kebab fra Killer Kebab på stadion. En halalslagtet kebab betyder indirekte, at FC København er med til at støtte Islamisk Trossamfund og imamer i Danmark.
Sådan lyder kritikken fra Pia Kjærsgaard i 24syv-programmet Danmarks Mindste Nyheder.
- Hver eneste gang der er en kylling, eller hvad ved jeg, som bliver halalslagtet i Danmark, går der en afgift til Islamisk Trossamfund og nogle imamer, og det er jeg ikke særlig interesseret i, siger hun og fortsætter.
- Det er helt urimeligt, at man gør det i en nationalpark bare for at tilfredsstille muslimske særkrav.
Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har tidligere undersøgt, hvor meget Islamisk Trossamfund modtager, men de blev ikke mødt med et svar. Pia Kjærsgaard tror selv, at ”det er ret meget, der bliver betalt.”
Jacob Lauesen, direktør for Parken Sport & Entertainment, har svaret på kritikken fra Pia Kjærsgaard. Lauesen ser ikke et problem i, at ”Killer Kebab” serverer halalslagtet kebab, men han påpeger derimod, at det handler om at afspejle den generelle gastronomiske oplevelse i København.
Han understreger også, at han ikke var klar over, at der bliver betalt en afgift ved halalslagtet kebab, men at det ikke anses som et problem. Årsagen er, at der ikke er tale om et ulovligt trossamfund.
- Efter lanceringen er det her den første henvendelse, jeg har fået på, at det skulle være et problem. Man skal ikke gå mange ture i København for at se, at kebab er integreret alle steder i byen.
Første gang ”Killer Kebab” kan købes i Parken er den 26. februar.