Sport16. januar 2023

Populær Holger Rune: Storsmilende dansker i hopla

Holger Rune tiltrækker sig en del opmærksomhed før årets første Grand Slam-turnering Australian Open
Holger Rune er en populær herre forud for Australian Open.
Holger Rune er en populær herre forud for Australian Open.
 Foto: Ritzau ScanpixHannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

En kødrand af mennesker havde taget opstilling for at se den danske verdenstier i tennis, Holger Rune, slå med grand slam-vinderen Dominic Thiem mandag på træningsbanerne ved Australian Open.

Den 19-årige danske tennisspiller har først i løbet af efteråret for alvor markeret sig som en del af den absolutte verdenstop.

Men Rune, der spillede i ærmeløs trøje og karakteristisk bagudvendt kasket, lignede ikke en mand, der lod sig gå på af opmærksomheden.

Tværtimod var der i løbet af en times slagudveksling med østrigeren smil og godt spillehumør fra Rune, der natten til tirsdag dansk tid indleder grand slam-turneringen med en kamp i første runde mod serbiske Filip Krajinovic.

Blandt de omkring 100 mennesker, der havde taget opstilling foran glasvæggen ind til træningsbanerne, blev der flere steder talt dansk.

Nogle var formentlig også kommet for at se populære Dominic Thiem, der vandt US Open i 2020.

Det gjaldt imidlertid ikke for engelsktalende Nikolaj – en skolelærer fra Sydney-området – som er født i Australien af danske forældre og er taget til turneringen for at følge Rune.

– Det er derfor, jeg er kommet her, siger han.

– Jeg plejede at holde med Roger Federer, men han er jo stoppet nu. Jeg elsker tennis og ledte efter én, som jeg kunne relatere til og nød at se spille, og Holger var den person. En ung fyr på vej fremad og en fed spiller, forklarer Nikolaj.

Mandag er første turneringsdag under Australian Open og dermed også første dag med et større publikum under træningerne.

Rune og Thiem indledte træningen fra baglinjen, og danskeren så generelt ud til at have masser af overskud. Han løb ivrigt efter de fleste bolde og holdt sig ikke tilbage fra at prøve et showpræget slag engang imellem.

Under en særlig lang duel sendte han Thiem helt ud i hjørnerne af banen, men missede snert en stopflugtning. Det fik danskeren til at skære en småærgerlig grimasse.

Men kort efter smilede han igen til trænerteamet bestående af Lars Christensen og Patrick Mouratoglou, mens Thiem, der siden grand slam-triumfen er dumpet ned på en plads som nummer 98, så noget mere udfordret ud.

På vej ud fra banerne blev både Rune og Thiem bestormet af ivrige fans, der ville have autografer, mens turneringens vagter måtte bede folk om at give plads til spillerne.

Rune har kun spillet én kamp i 2023. Det skete i ATP 250-turneringen i Adelaide, hvor han tabte. De seneste uger har han trænet og forsøgt at vænne sig til den australske varme – først i Adelaide og siden i Melbourne.

Om Runes form sagde mor og manager Aneke Rune inden træningen:

– Han har det godt. Det var en god beslutning ikke at tage Auckland (turnering, som han meldte fra til, red.), men lave træning med rigtig restitution imellem, siger hun.

– Der var ingen grund til at tage chancer. Vi er jo ikke fløjet 25 timer for at peake i en 250'er og så måske komme halvfærdige ind i den her turnering.

Første tegn på, om den prioritering giver pote, kommer natten til tirsdag omkring klokken 03.00.

Sponsoreret indhold