Sport15. oktober 2023

Prins Christian får særlig gave af AGF og FC København: "Aldrig for sent at skifte"

I anledning af prins Christians 18-års fødselsdag har han fået et sæsonkort til alle AGF's kampe. Af FC København har han fået sæsonkort for resten af livet
Prins Christian har fået gaver fra både FC København og AGF.
Prins Christian har fået gaver fra både FC København og AGF.
 Foto: Hanne Juul

Søndag er en stor dag i det danske kongerige. For tronarvingen prins Christian fylder 18 år, og det skal selvfølgelig fejres hele dagen.

Og prinsen er selvfølgelig også blevet fejret med gaver, hvor han blandt andet har fået vinglas for svimlende 62.000 kroner af Folketinget.

Det er ikke nogen hemmelighed, at prins Christian er stor FCK-fan, og han har også fået en gave af de danske mestre, der i et opslag på X, ønsker tronarvingen tillykke.

"Kære prins Christian. Hjertelig tillykke med de 18 år. Hvad giver man manden, der allerede har et sæsonkort på livstid, perfekt fodboldsmag og en dag det hele Kongerige?" starter FC København opslaget.

"En FCK-trøje mere til samlingen naturligvis. Nyd dagen – vi ses i Parken," slutter de med en video, hvor der bliver trykt "Christian" med nummeret 18.

"Det er aldrig for sent at skifte hold"

FCK er dog ikke det eneste danske fodboldhold til at ønske prins Christian tillykke med de 18 år.

Også farmand-Fredes favorithold, AGF, har sendt en hilsen og gave til prinsen med en lille kæk besked.

"Alle i AGF ønsker et stort tillykke med de 18 år til H.K.H. Prins Christian, som i dag fejrer den store dag. Og så er det måske ved at være tid til en far-søn snak om fodbold og de store beslutninger …," står der i opslaget på X.

På billedet ligger der et sæsonkort, som prinsen får i gave med et lille kækt kort.

"Til H.K.H prins Christian. Vi ønsker stort tillykke med fødselsdagen. HUSK: Det er aldrig for sent at skifte hold …," skriver Aarhus-klubben, der understreger, at sæsonkortet er personligt, så han må ikke låne det ud til sin far, der dog altid er velkommen.

Sponsoreret indhold