Rasmus Lauge forklarer beslutning: For børnenes skyld
LÆS OGSÅ: Simon Pytlick reflekterer: – Jeg stod alene
THW Kiel, Flensburg-Handewitt og Veszprem.
Sådan har klubadresserne lyt de sidste ti år for Rasmus Lauge, inden snuden i sommer vendte hjem mod Danmark og BSH, hvor seniorkarrieren også startede for efterhånden en del år siden.
Og det skyldes ikke udelukkende håndbold, for landsholdsprofilen stod i en situation, hvor han havde en stor rolle for et hold, hvor han år efter år spillede med om det eftertragtede Champions League-trofæ.
I stedet blev beslutningen i høj grad truffet af familiære årsager.
– Det var en fælles beslutning, og det var hele tiden planen, at vi skulle hjem, så vores datter kunne starte i et dansk skolesystem i stedet for at starte i et udenlandsk skolesystem og så ikke helt vide, hvornår man skulle hjem og trække hende ud af det, fortæller han til SE og HØR.
– Så det er faktisk ret lang tid tilbage, at vi besluttede os for det, og så passede det meget godt at kunne tage hjem efter ti år i udlandet.
Rasmus Lauge og konen Sabrina har børnene Freja på seks år og Noah på fire år, og de har begge indtil i sommer levet hele deres liv i udlandet.
Nu er de kommet hjem til Danmark og er begyndt i institutioner med andre børn, der snakker samme sprog.
Det har gjort godt for både dem og familien.
– Børnene trives helt vildt i deres institutioner, så det er bare helt i top. Det giver noget frihed til andre ting.
Seksårige Freja har dog kunne en del med hjem i bagagen – blandt andet det at kunne snakke to sprog.
– Den ældste snakker ret godt engelsk i forhold til at være seks år, smiler Lauge, der nu er i gang med forberedelserne frem mod EM-slutrunden, der for Danmarks vedkommende starter torsdag mod Tjekkiet.