Reaktionerne vælter ind: Hele verden hylder Jonas Vingegaard

Det er ikke kun danskerne, der ikke kan få armene ned efter Jonas Vingegaards magtdemonstration onsdag.
Her gav den 25-årige dansker i den grad Tour de France-favoritten, Tadej Pogacar, baghjul, da han kørte først over målstregen og ikke bare sikrede sig en etapesejr, men også den gule førertrøje.
Et lille kig hos internationale medier viser, at det helt store udland også er i ekstase over den danske knejt.
For eksempel kalder franske L'equipe vores danske tour-håb for "et lyn", mens britiske BBC er "målløse" over ham.
Vores norske venner på VG er nogle af de mest begejstrede for Jonas Vingegaards præstation på især den sidste stigning, Col du Granon.
Det er i hvert fald store ord, de bruger i deres overskrift om gårsdagens etape:
"Dansk magtdemonstration i Touren: Vingegaard knuste Pogacar og tog den gule førertrøje".
Eurosport kalder Jonas Vingegaards sejr for "fantastisk", mens australske ABC (link fjernet) hylder hele Jumbo Visma-holdet for deres præstation.
Også det italienske medie Gazetta Della Sport og det spanske medie AS har rosende ord til den unge dansker.
De beskriver ham blandt andet som Tadej Pogacars største rival.
Tour de France slutter 24. juli i Paris - og forhåbentlig har Jonas Vingegaard stadig den gule trøje til den tid, men i så fald bliver det ikke med Tadej Pogacars gode vilje.
- Jeg skal nok få hævn. Det er ikke slut endnu, sagde den slovenske favorit efter etapen onsdag.