Royal opbakning til Holger Rune i Paris: Marie og Joachim støttede
Joachim og Marie var onsdag på plads til aftenkampen ved French Open. Her var der dømt skandinavisk arve-opgør på turneringens største bane, court Philippe-Chatrier, hvor dagens vigtigste kampe spilles.
Billeder fra kampen viser, at det kongelige par var tydeligt koncentreret, da de fulgte Holger Runes kamp mod norske Casper Ruud i kvartfinalen ved French Open.
Flere gange blev de set bryde ud i stor jubel, når Rune lykkedes med godt spil, som der desværre ikke var meget af fra det danske tennis-es.
Prinsen og prinsessen var som resten af publikum vidne til en kamp, hvor Rune kæmpede gevaldigt med at få sit spil i gang.
Hverken forhånden, serven eller de sædvanligvis snu stopbolde fungerede for Rune i størstedelen af opgøret.
I de to første sæt lavede danskeren tilmed ikke færre end 30 uprovokerede fejl.
Omkring 22:30 havde det royale par set nok og forlod stadion, da mørket i den franske hovedstad så småt sænkede sig over byen.
Det er andet år i træk, at Holger Rune var med i kvartfinalen i French Open. Men fuldstændig som sidste år, blev Casper Ruud danskerens banemand.
Rune tabte kampen i fire sæt: 1-6, 2-6, 6-3,3-6.