Så skete det! VM-helten Jacob Holm er blevet gift
På en flot solskinsdag i Berlin fik Jacob Holm og Laura Madsen endelig deres længe ventede bryllup.
Det afslører Laura Madsen på en række Instagram-storys, hvor hun har delt flere billeder fra begivenheden.
Det er også her, at de har afsløret, at brylluppet altså fandt sted i Berlin, hvor det mest af alt lignede et udendørsbryllup, hvor vielsen fandt sted ud til vandet.
Jacob Holm var iført et cremefarvet jakkesæt og et par brune sko, imens Laura Madsen var iført en yderst henrivende og elegant hvid kjole.
Laura Madsen gik fra vielsen med en solsikkebuket og Jacob Holm havde da også sørget for at have en solsikkeblomst omkring brystlommen.
Parret har været sammen i flere år og de flyttede også sammen til Berlin i 2018, da Jacob Holm skiftede til Füchse Berlin.
Passionen for håndbold deler de da også sammen.
Laura Madsen har tidligere spillet for Team Esbjerg og Spreefüxxe Berlin – sidstnævnte skrev hun i første omgang en ét-årig kontrakt med da parret flyttede sammen til Berlin.
Da det danske håndboldherrelandshold vendte hjem fra VM-triumfen i Sverige i januar, fortalte Jacob Holm også til SE og HØR, at det var et sommerbryllup som parret var ude i.
Og de planer lykkedes altså nu på en solrig dag i Berlin med venner og familie.