Sådan får Casper U. og Stine Bjerre Mortensen forholdet til at fungere
LÆS OGSÅ: Casper U. Mortensen forklarer: Derfor blev vi gift igen
De arbejder som henholdsvis professionel håndboldspiller og tv-vært.
Den ene har arbejdsplads i Hamborg. Den anden i Odense.
Fælles er dog, at meget af arbejdet også er på farten.
For Casper U. Mortensen med en masse udebaneture rundt omkring i Tyskland.
For Stine Bjerre Mortensen mest af alt rundt omkring i Danmark, når hun dækker håndbold for TV 2. Dertil hører dog også et par slutrunder i december og januar.
Hvis det ikke var nok at skulle få til at hænge sammen, så har parret også sønnen Carlo på snart to år, der har base sammen med forældrene i Hamborg.
En by, der også var den første, parret rykkede til, da håndboldstjernen skiftede til udlandet i 2015.
– Heldigvis var Stine klar på at flytte med. Jeg tror, hun havde sagt noget andet, hvis det havde været en lille by i Sydtyskland langt væk, men Hamborg er nu ikke så langt væk fra Danmark og hendes familie i Fredericia, så det var dejligt, fortæller han i SE og HØR-podcasten "Af Banen".
Siden har parret været forbi både Hannover og Barcelona, men nu er de tilbage i Hamborg, hvor de har fundet en fed lejlighed i lige så fedt et område.
Sønnen er endt i en god institution, og med hjælp fra både familie og gode chefer er det lykkes at få en god og stabil hverdag til at hænge sammen.
– Nogle gange brækker vi os lidt over det her logistikkaos, men heldigvis har vi Stines og mine forældre, der, inden min fars død, har været gode til at komme ned og hjælpe. Uden dem havde det været svært at få til at gå op, for Stine arbejder i Danmark og rundt til diverse slutrunder, og jeg har min dagligdag her, så nogle gange skal der planlægges to måneder forud, siger han og tilføjer:
– Hun er freelance, så hun vælger sammen med sine chefer, hvornår hun skal arbejde, og det er også et enormt privilegium, at vi kan det. Det er meget logistik og planlægning, men vi får det altid til at gå op, og når alt kommer til alt, så kigger vi på hinanden og føler os privilegerede over det liv, vi lever. Så plejer jeg også at sige ”ja, men det er eddermame også, fordi vi arbejder hårdt for det”. Eller kunne vi ikke.
Parret blev gift i 2017, men så igen i sommer.
Det fortæller han ligeledes om i podcasten.
Den kan du høre herunder: