Sport23. december 2024

Sådan fandt Mikkel Hansen og Stephanie Gundelach sammen: Mødtes fulde på Roskilde Festival

I DR-dokumentaren ”Mikkel Hansen” fortæller Stephanie Gundelach og Mikkel Hansen flere detaljer om deres helt særlige møde på Roskilde Festival i 2017
I andet afsnit af DR-dokumentaren "Mikkel Hansen", fortæller parret flere detaljer om deres møde på Roskilde Festival i 2017.
I andet afsnit af DR-dokumentaren "Mikkel Hansen", fortæller parret flere detaljer om deres møde på Roskilde Festival i 2017.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Afslører i DR-dokumentar: Ramt af kræft i 2022

I sommeren 2017 bekræftede Stephanie Gundelach, at hun var kærester med Mikkel Hansen.

Samme sommer havde parret da også nydt hinandens selskab på Roskilde Festival, og netop festivalen har spillet en helt central rolle i Stephanie og Mikkels forhold.

I hvert fald i begyndelsen af deres forhold.

Det fortæller parret i DR-dokumentaren ”Mikkel Hansen”, hvor de løfter sløret for nogle af detaljerne om det famøse møde på Roskilde Festival.

- Jeg møder Mikkel for første gang på Roskilde Festival, og jeg kan huske, at han lige pludselig vinker og vil sige hej, og jeg ved, at vi har en masse fællesvenner, men jeg har aldrig rigtig mødt ham. Så jeg er lidt i tvivl, om det er mig, han vinker til, fortæller Stephanie Gundelach og fortsætter.

- Og jeg kan huske, at jeg kigger bagom ryggen på mig, for jeg skulle se om det var en anden en, han vinkede til, men det var mig. Så sagde jeg ”hej” og gik hurtigt videre og møder ham igen senere på aftenen, hvor jeg er godt bedugget – det tror jeg også, at han selv er.

Da Stephanie Gundelach og Mikkel Hansen mødte hinanden senere på aftenen, var det dog en lidt anden udgave af Stephanie.

- Og hun står med tegnet overskæg og kalder sig selv Julio, siger Mikkel Hansen, inden Stephanie Gundelach forklarer situationen.

- Jeg kan huske, at jeg har været i Mucho Macho-baren, hvor min veninde havde tegnet mig med tus i hovedet, så jeg ved seriøst ikke, hvad jeg lignede. Men der kan jeg huske, at Mikkel fandt mig oppe i baren, og der slog det bare klik. Vi havde en ret vild kemi fra start.

Når Mikkel Hansen ser tilbage på dagen, kan han da heller ikke lade være med at trække på smilebåndet.

- Jaja, hvad man ikke falder for, ikke?

Og hvad man netop falder for, fortæller Stephanie Gundelach også.

- Han har en tyk skal omkring sit bløde indre. Det er der ingen tvivl om. Han er svær at komme ind på, og jeg tror også, at det er det, jeg faldt lidt for. Jeg synes, at det var lidt spændende, at han var så svær at komme ind på, hvor man kunne mærke, at det var meget få, han lukkede ind.

Håndbold? Nej tak

I DR-dokumentaren fortæller Stephanie Gundelach også, at hun ikke havde set en håndboldkamp, inden hun mødte Mikkel.

Hun vidste godt, hvem den nu pensionerede danske superstjerne var, men håndbolden sagde hende ikke så meget.

Den dag i dag har Stephanie stadig ikke helt styr på reglerne, men hun har da været til en del håndboldkampe.

Og netop den manglende håndboldinteresse har faktisk været et plus i Mikkel Hansens bog.

For det har betydet, at derhjemme altid har været et sted, hvor han ikke behøvede at tale om håndbold.

Sponsoreret indhold