Sanne Troelsgaard startede inde for første gang i otte måneder: – Det var sgu dejligt
Danmark rykkede tirsdag aften endnu et skridt nærmere muligheden for OL-deltagelse i 2024 med en sejr på 2-1 over Wales på hjemmebanen i Viborg.
Og det var med 35-årige Sanne Troelsgaard blandt de startende 11 spillere for Danmark for første gang i otte måneder.
En startplads som midtbanespilleren var yderst glad for.
– Det var sgu dejligt. Jeg synes, jeg har været igennem en svær periode, og jeg fik at vide, at det var otte måneder siden, at jeg havde startet inde, fortæller Sanne Troelsgaard til SE og HØR efter kampen på Viborg Stadion.
De otte måneder med en startplads på bænken for landsholdet har også føltes lange for landsholdsveteranen, der til dagligt tørner ud for den engelske klub Reading.
– Det har sgu været nogle lange otte måneder, men jeg ved også at hårdt arbejde betaler sig. Hvis man får tilliden, så er det med at gribe den, fortsætter hun.
– Det er rart at se landsholdet har brug for en ældre spiller som mig.
Det var et ungt og uskarpt dansk landshold, der sad tungt på kampen mod Wales. Men til sidst blev det alligevel lidt spændende, da waliserne først reducerede til 2-1 og i de døende minutter var tæt på at udligne.
Sanne Troelsgaard er da også glad for, at hun kunne bidrage med noget rutine, da hun fik at vide, at hun skulle starte inde.
– Jeg blev glad. Når der mangler nogle erfarne spiller, så synes jeg også, at jeg kan bidrage til sejren i dag, og det er jeg glad for, siger hun.
Danmark har vundet alle kampene i gruppen og har lige nu 12 point.
Næste gang de skal i aktion bliver mod Tyskland, der lige nu er toer i gruppen, 1. december, mens den sidste kamp er mod Island 5. december.