Sarah Iversen fik det store opkald: – Troede, jeg ville skrige
LÆS OGSÅ: Reagerer på brormands landsholdsstop: Familien er gået glip af meget
Hun var med i Herning i december, da landsholdet sikrede sig VM-bronze og i samme omgang sikrede sig en plads ved det kommende OL.
Det skulle man i første omgang tro var et stort øjeblik, men følelserne var ret så blandet for Sarah Iversen.
I baghovedet lå nemlig tanken, at hun kunne risikere slet ikke at blive udtaget.
– Det var svært, især fordi man var med i 2019, da det glippede. Siden har det været en kæmpe drøm, og jeg har fået et barn i mellemtiden, så da pladsen var sikret, kunne jeg faktisk ikke rigtig glæde mig over det. Jeg følte mig slet ikke sikker på det tidspunkt, fortæller hun til SE og HØR.
Men en dejlig varm sommerdag kom opkaldet så.
– Jeg var hjemme hos mine forældre, og vi skulle i zoologisk have med min mand og min søn. Så kommer min far med min telefon og siger, at Lars Jørgensen ringer.
Et øjeblik, hvor de fleste nok ville springe op efter telefonen.
Men sådan havde Ikast-stjernen det ikke.
– Jeg siger til ham, at den skal han bare lade ringe, for jeg skulle ikke have ødelagt turen i zoologisk have af et dårligt opkald. Så tager han den bare og giver mig telefonen, beretter hun og står pludselig med den danske assistenttræner i røret.
Og som en, der selv har prøvet det mange gange før, så vidste Lars Jørgensen godt, at det ikke er i det øjeblik, man skal trække spændingen ud.
”Hej Sarah. Hvordan går det? Du skal med til OL”
De smukkeste ord, man overhovedet kunne forestille sig.
Skulle man tro.
For selv i den situation, blev følelserne svære at finde ud af.
– Jeg var faktisk ikke en gang glad. Jeg var mere lettet. Jeg troede, at jeg ville springe rundt og skrige, men jeg åndede mere bare lettet ud og sagde tak.
Nu kan Sarah Iversen i spænding se frem til, at det hele går løs.
For kvindelandsholdet går turneringen allerede i gang den 25. juli – dagen inden åbningsceremonien.