Sport12 timer siden

Se videoen: Kollapsede midt på banen

Tottenhams Rodrigo Bentancur faldt pludselig om efter bare fem minutter på fodboldbanen. Han er ved bevidsthed
Både med- og modspillere reagerede hurtigt, da Rodrigo Bentancur faldt til jorden, uden at nogen spillere var i nærheden af ham.
Både med- og modspillere reagerede hurtigt, da Rodrigo Bentancur faldt til jorden, uden at nogen spillere var i nærheden af ham.
 Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix

To dage før juleaften leverede Tottenham og Liverpool underholdning for alle pengene, da sidstnævnte vandt 6-3 i et vildt Premier League-opgør. Deres møde onsdag aften i Liga Cuppen var milevidt fra at levere noget i nærheden.

Hjemmeholdet slap dog bedst fra det første af de to semifinaleopgør, da den 18-årige svensker Lucas Bergvall blev matchvinder sent i kampen med målet til 1-0.

Returkampen spilles på Anfield 6. februar. Vinderen møder Arsenal eller Newcastle i finalen på Wembley 16. marts. Newcastle vandt første semifinale 2-0 ude.

Kampen onsdag på Tottenham Hotspur Stadium fik en uhyggelig indledning. Efter bare fem minutter søgte Tottenhams Rodrigo Bentancur bolden på et hjørnespark, men i stedet for at heade til bolden faldt han livløs til jorden midt i sit fremløb.

Både med- og modspillere reagerede hurtigt, da de kunne se, at noget var helt galt. Lægerne ilede den bevidstløse uruguayaner til undsætning og fik ham tilbage til bevidsthed, så han efter otte minutters behandling kunne forlade banen på en båre og med iltmaske på.

Spillet blev genoptaget efter forskrækkelsen, men det var, som om det havde lagt en dæmper på det hele. Spillet på banen lod i hvert fald meget tilbage at ønske.

Derfor var det ikke en gave til publikum, da der blev lagt 11 minutter til den målløse første halvleg som følge af Bentancurs kollaps.

På det sociale medie X kom Tottenham dog allerede i pausen af kampen med godt nyt.

- Vi kan bekræfte, at Rodrigo Bentancur er ved bevidsthed, taler og er på vej til hospitalet til yderligere undersøgelser, skrev klubben på sin profil.

Den besked fik spillerne givetvis også i omklædningsrummet, og måske var det de gode nyheder, der fik spillerne til at slappe mere af. I hvert fald kom der mere liv i kampen, og det gav flere chancer i begge ender.

Ti minutter efter pausen havde Tottenham en stor dobbeltchance, og efter 70 minutter måtte London-holdets rumænske stopper Radu Drăgușin på målstregen stå i vejen for et projektil fra Trent Alexander-Arnold.

Fem minutter senere fik Dominic Solanke bolden i mål, men Tottenham-spidsen var en my offside, afslørede det efterfølgende VAR-tjek.

VAR kunne dog ikke komme Liverpool til undsætning fire minutter før tid, da Solanke igen viste fart og styrke. Han stak i dybden, holdt fast i bolden og lagde den til rette mod Lucas Bergvall i feltet, så han kunne banke et sent sejrsmål i kassen.

Sponsoreret indhold