Sport29. oktober 2024

Sebastian og Nikolai Terteryan forlader Danmark: Flytter til Las Vegas

Tvillingebrødrene flytter i det nye år til USA for at kickstarte hver deres professionelle boksekarriere
Sebastian og Nikolai Terteryan flytter til Las Vegas i det nye år for at kickstarte deres professionelle boksekarriere.
Sebastian og Nikolai Terteryan flytter til Las Vegas i det nye år for at kickstarte deres professionelle boksekarriere.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Drengedrømmen går nu i opfyldelse for Terteryan-brødrene fra Vejle.

I det nye år flytter de nemlig til Las Vegas for at kickstarte hver deres professionelle boksekarriere - et sjældent syn blandt danske boksere.

Det skriver TV SYD.

Brødrene har begge lavet et opslag med en video på Facebook, hvor de har offentliggjort nyheden.

- Efter at have modtaget forskellige tilbud, har vi sikret os en stor aftale, som giver os finansiel støtte, så vi kan fokusere fuldt ud på vores professionelle karrierer i USA, skriver de i opslaget.

Nikolai Terteryan vendte hjem fra OL i sommer uden en medajle, og siden da har han haft travlt med at tage karrieren til næste skridt sammen med sin tvillingebror Sebastian Terteryan, som ikke kvalificerede sig.

De seneste 14 dage har de to brødre brugt på at bo og træne i Las Vegas, og det er der altså kommet en ny levevej ud af nu.

At ikke bare én dansker men et dansk brødrepar begge får professionelle kontrakter i USA er usædvanligt, siger bokseekspert Brian Mathiasen (tidligere for TV 2, Viasat og DK4).

- Det er kæmpestort. Det er helt anderledes end at være amatør. Det er lidt mindre handsker, så de slår hårdt. Det bliver vanvittigt spændende at følge dem. Hvis de kan komme helt til tops, kommer de til at tjene mange penge, siger Brian Mathiasen til TV SYD.

Brian Mathiasen håber, at et af danske medier nu vil begynde at sende boksning igen efter nyheden om Terteryan-brødrene kickstarter en professionel karriere.

Hidtil har brødrene udtalt til TV SYD, at de har haft tanker om at søge ind på forskellige uddannelser for at sikre sig til fremtiden, men det er altså nu sat på pause.

Nu skal de træne med nogle af verdens bedste boksere og bokse professionelle kampe i USA.

Drømmen om OL-medaljer er dog ikke lagt på hylden, og det vil fortsat være brødrenes mål frem mod 2028.

Sponsoreret indhold