Sepp Kuss udgår af Critérium du Dauphiné

Alarmklokkerne må begynde at ringe hos Jonas Vingegaards Visma-hold med blot 20 dage til starten på årets Tour de France.
Den danske kaptajns form står hen i det uvisse efter styrtet i Baskerlandet i starten af april, og nu er der også tvivl om hans luksushjælper Sepp Kuss' aktuelle form.
Amerikaneren har i denne uge været langt fra sit topniveau i Tour-optaktsløbet Critérium du Dauphiné, og søndag har han forladt løbet forud for sidste etape.
- Sepp Kuss stiller ikke til start på den sidste etape i Dauphiné. Han har ikke følt sig på 100 procent på de seneste etaper, og med hans forberedelser til Tour de France i baghovedet har vi besluttet at give ham den nødvendige pause, skriver holdet på X.
Vuelta a España-vinderen Kuss har tidligt i Critérium du Dauphiné måttet overlade kaptajnrollen til landsmand Matteo Jorgenson, der ligger nummer to i klassementet inden søndagens afsluttende etape.
Selv udgår Kuss som nummer 38, mere end en halv time efter førende Primos Roglic i klassementet.
Den amerikanske klatrer har været en vital hjælperytter for Jonas Vingegaard i begge danskerens Tour de France-triumfer de to seneste år.