Simon Hald blev far kort inden VM: Savnet er større end normalt
Der har under slutrunden været meget fokus på Kevin Møller, der nærmest kan blive far når som helst - og da også er rejst hjem fra VM-lejren for at stå klar.
Hans kone, Louise, har nemlig termin, imens VM er i gang.
Her er situationen en smule anderledes for Simon Hald, der blev far for første gang kort tid inden VM gik i gang.
Den 30-årige stregspiller har derfor måtte kigge ind i en lidt ny slutrundesituation, da der pludselig også er andet end håndbold at tænke på.
Det fortæller han til SE og HØR, men siger samtidig, at der har været lagt en plan i god tid.
- Selvfølgelig har savnet været større, men jeg har også haft noget tid til at forberede mig på, at hvis jeg skulle med, så var det sådan, situationen var. Det har vi som familie været klar på, så det er ikke fordi, tæppet er blevet revet væk under os.
I praksis har familien gjort det sådan, at kæresten Sif og deres nyfødte søn er rykket tættere på Herning, så der er mulighed for at se hinanden mere end normalt.
- Vi prøver at løse det så godt som muligt. Lige nu er de i et sommerhus ikke så langt herfra, og så har jeg kunne køre derud og være der lidt. Det har været dejligt. Vi prøver at få så meget godt ud af det som muligt, og jeg når så er her, så kan jeg lige så godt prøve at få det bedste ud af det og nye tiden med gutterne.
Aalborg-spilleren er i gang med sin syvende slutrunde, og selvom der er sket store forandringer på hjemmefronten kort inden VM, så har det, ifølge hans selv, ikke påvirket hans fokus synderligt.
- Det har ikke ændret så meget, men jeg savner da nogle ting derhjemme lidt mere, end jeg har været vant til at gøre. På den anden side, så har det også gjort, at jeg vil have så meget ud af det som muligt, imens jeg er her, så på den måde kan det også være positivt.
Simon Hald er en af fem spillere på holdet, der kan skrive sig for alvor ind i historiebøgerne, skulle det ende med en VM-guldmedalje.
Dermed vil han, Magnus Landin, Johan Hansen, Henrik Møllgaard og Mads Mensah kunne kalde sig for firedobbelte verdensmestre.
Det er der kun en håndfuld franske spillere, der i forvejen kan prale med.