Simon Pytlick forlænger kontakt

Håndboldlandsholdsspilleren Simon Pytlick har nu vished for, hvor han skal gå på arbejde i de kommende år.
Venstrebacken har sat sin autograf på en kontraktforlængelse med SG Flensburg-Handewitt, så han er bundet til klubben frem til 2030. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Den hidtidige kontrakt løb til 2027, og Flensburg-direktør Holger Glandorf er begejstret for at kunne holde på den eftertragtede fynbo.
- Det er et stort skulderklap til SG (Flensburg-Handewitt, red.). Simon er en fremragende spiller, der har masser af erfaring og alligevel stadig er klar til at videreudvikle sit potentiale, siger Glandorf.
Pytlick kom til den nordtyske storklub fra GOG i sommeren 2023 - få måneder efter at han havde fået et internationalt gennembrud med en all star-præstation ved VM.
I hans første sæson endte Flensburg på tredjepladsen i Bundesligaen. Og klubben halter også i denne sæson lidt efter de bedste.
Men ambitionerne er store i den traditionsrige klub.
- Jeg tror på projektet her i Flensburg. Vi har et godt hold, og jeg vil yde mit bidrag til, at SG i de kommende år får succes, siger Simon Pytlick.
Den 24-årige bagspiller er i øjeblikket ukampdygtig, mens han plejer sin ene arm, der brækkede i en kamp i februar.