Skilsmisse-detaljerne snart endegyldigt på plads: Francesco Totti skal betale knap 100.000 kroner til ekskonen

I 20 år var Francesco Totti, 46, og Ilary Blasi, 41, et af de hotteste par i Italien.
Den tidligere kaptajn for AS Roma blev sammen med sin partner, som han var gift med fra 2005 – 2022 mere eller mindre set som Italiens svar på Mr. & Mrs. Beckham.
Men det perfekte spejlbillede blev knust i 2022. Her meldte parret ud, at de skulle skilles.
Det har været alt andet end en stille skilsmisse, og Totti har tidligere udtalt, at han håbede på, at man kunne undgå at gå rettens vej.
Sådan er det dog ikke gået og seneste meldinger er, at der nu er kommet styr på hvornår børnene skal være hvor, og hvordan det økonomiske aspekt ser ud.
Det skriver Corriere dello Sport.
Ifølge det italienske medie blev det i retten afgjort, at Francesco Totti skal betale 93.000 kroner om måneden til Ilary Blasi indtil deres tre børn er myndige.
Udover dette skal Totti også stå for at betale 70 procent af børnenes skoleudgifter, imens Blasi dækker de sidste 30 procent.
Parret har sammen sønnen Cristian, 17, og døtrene Chanel og Isabel på henholdsvis 15 og 7 år.
Ilary Blasi og Francesco Tottis villa i det sydlige Rom får Ilary Blasi også lov til at beholde.
Da parret skulle skilles, var der adskillige rygter om utroskab fra Francesco Tottis side – han skulle have været sammen med den 34-årige blomsterhandler Noemi Bocchi.
Mr. Rom har dog sidenhen langet ud efter Ilary Blasi og udtalt, at hun havde været ham utro med flere mænd, og at han først derefter indledte et forhold til Noemi Bocchi.
Med andre ord mener han ikke, at han har haft en affære med Bocchi.
I dag danner han stadig par med den yngre blomsterhandler, og kan snart sætte det endelige punktum i forholdet med Ilary Blasi.
Og imens der for en stund har været tvivl om, hvorvidt det er Francesco Totti eller Ilary Blasi som har været utro, har der aldrig været tvivl om Tottis loyalitet i fodboldens verden.
I hele sin aktive karriere spillede han kun for AS Roma. Her blev det til vanvittige 785 kampe fra 1993 og frem til karrierens slutning i 2017.