Sofie Linde raser: - Jeg er vred på dem
Det er DR's nye dokumentar "Fodboldens usynlige syge: Kvindelandsholdets lidelser", der har fået Sofie Lindes temperament op i det røde felt.
Dokumentaren skildrer flere nuværende og tidligere kvindelige A-landsholdsspillere og deres kamp med mentale og fysiske udfordringer i forbindelse med et hårdt elitemiljø.
Den dokumentar har Sofie Linde set, og i podcasten Voxen, hvor hun er medvært, fortæller hun om de følelser, dokumentaren fik frem i hende.
- Jeg er vred på DBU over at have behandlet fodboldkvinderne dårligt, siger hun.
- Jeg kan ikke have det. Jeg synes, det er forfærdeligt.
Kritikken af DBU går blandt andet på, at miljøet for spillerne har været for hårdt mentalt og har været med til at skabe symptomer på både angst og depression.
Kvinderne i dokumentaren fortæller blandt andet om daglige vejninger, der blev hængt op til offentlig skue. Desuden fortæller flere om udfordringer med deres mentale sundhed, fysiske udfordringer som flere år med udeblivende menstruation.
Sofie Linde giver i podcasten udtryk for, at hun synes, det er problematisk, at mandlige og kvindelige eliteudøvere bliver håndteret på samme måde, de der er åbenlyse forskelle på, hvordan mænd og kvinder håndterer de forskellige træningsmetoder.
Hun sender i samme omgang stor ros og respekt afsted til de kvinder, der står frem i dokumentaren.
- Jeg havde lyst til at bryde igennem fjernsynet og kramme hende der og sige 'skat, hvor er det synd for dig. Det er ikke din skyld', siger hun.
- Tak til de kvinder, der har haft modet til at fortælle deres historie.
Hun kritiserer samtidig hele måden at tænke fodbold i kontekst af fysiologiske forskelle på mænd og kvinder. Her nævner hun blandt andet boldens størrelse.