Sport4 timer siden

Spansk håndboldchok: Kvinderne er ude af EM-exit

De tidligere VM-sølvvindere nåede ikke videre fra indledende runde ved håndbold-EM
De spanske håndboldkvinder er færdige ved EM i håndbold 2024.
De spanske håndboldkvinder er færdige ved EM i håndbold 2024.
 Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix

Derouten for det spanske kvindelandshold i håndbold fortsætter med uformindsket styrke.

Mandag blev den tidligere topnation ekspederet ud af EM allerede efter indledende runde. Spanien var ellers klar favorit før knald-eller-fald-kampen mod Polen, men tabte 23-26 efter en rodet forestilling.

For fem år siden vandt Spanien sølv ved VM. To år efter spillede spanierne mod Danmark om VM-bronze. Nu er holdet ikke længere blandt Europas 12 bedste

Det faktum er kulminationen på et hårdt år, der også har budt på blamagen ved OL i Paris, hvor Spanien tabte samtlige fem kampe.

Spanierne indledte ellers EM planmæssigt ved at slå Portugal og tabte derefter som ventet til Frankrig.

Spaniens målscore var dog så god, at uafgjort i den sidste kamp mod Polen ville være tilstrækkeligt til at avancere til mellemrunden.

Men efter en god start gik træner Ambros Martins hold i stå og begik stribevis af fejl.

Fire gange smed spillerne bolden forbi et tomt polsk mål. Undervejs i anden halvleg spillede spanierne med både to og tre spillere i overtal uden at score, og spillerne virkede efterhånden uden tro på sig selv og hinanden.

Paula Arcos fik reduceret til 23-25 halvandet minut før tid, og spanierne gik højt op på banen for at fremtvinge et polsk boldtab.

Polakkerne havde dog held med at trække tiden ud, og da Spanien omsider fik fat i bolden, misbrugte Arcos den sidste chance for at redde æren.

Dermed er Polen sammen med Frankrig klar til mellemrundens gruppe 1, der skal afvikles i ungarske Debrecen.

Sponsoreret indhold