Stolt svigermor Rosa glæder sig til Glyngøre-fejring: - Det bliver meget mere afslappende for Jonas
- Det er stort. Jeg elsker store sportspræstationer og når man så er tæt på en som gør det godt, så er mange lige ved at sprænge af stolthed.
Sådan fortalte Rosa Kildahl til SE og HØR til onsdagens fejring af Jonas Vingegaards Tour de France-sejr.
Svigermoren med den famøse gulerodskage har været med rundt omkring i Frankrig, hvor hun sammen med sin datter Trine og barnebarn Frida har fulgt Jonas Vingegaard i tykt og tyndt.
Efter en fyldt Rådhuspladsen og et lige så fyldt Tivoli havde fejret og hyldet Jonas Vingegaard hele onsdagen, går turen altså til Glyngøre torsdag, hvor der også forventes mange mennesker.
Trine, Frida og Rosa tager selvfølgelig turen med hjem – og her har Rosa allerede taget særligt en opgave på sig.
- Jeg kører hjem torsdag og skal være med til at fejre ham. Der er en masse venner som møder op. I sådan en lille by kender man stort set alle mennesker. Jeg har boet der i 40 år. Men jeg skal også underholde Frida, sagde Rosa.
Og spørger man svigermor Rosa, så passer torsdagen fejring i Glyngøre også en smule bedre til Vingegaard.
- Jeg tror, at han kan mærke den nærhed fra de mennesker, som han omgås og kender i det daglige og føle, at han er hjemme. Det bliver meget mere afslappende for Jonas. Det er jeg overbevist om, at det gør.