Sport5. november 2024

Stort chok i EM-truppen: Ingen Sandra Toft

Flere danske stjerner er ikke med i Jesper Jensens EM-trup. Det gælder blandt andet anfører Sandra Toft, Louise Burgaard og Mette Tranborg
OL Paris 2024De danske kvinder vandt  OL-bronzemedalje.
Sandra Toft er ikke i EM-truppen.
 Foto: Jesper Sunesen

De danske håndboldkvinder drager til EM uden den vanlige anfører Sandra Toft.

Den mangeårige landsholdsmålvogter er ikke en del af den trup, som landstræner Jesper Jensen har udtaget til EM-slutrunden i december.

Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Foruden Sandra Toft er andre vanlige landsholdsspillere som Louise Burgaard, Mette Tranborg, Kathrine Heindahl, Simone Petersen og Elma Halilcevic heller ikke med i truppen.

Bagspillerne Helene Kindberg Hansen og Stine Eiberg Jørgensen får slutrundedebut.

Landstræner Jesper Jensen forklarer, at de danske håndboldkvinder har været gennem et fysisk hårdt år, hvilket har spillet en rolle i den endelige trup.

- Det har været et vildt år med mange kampe for mange spillere, og OL har kostet kræfter hos nogen, mens andre døjer med småskader, siger landstræneren i pressemeddelelsen.

Trods fraværet af flere rutinerede landsholdsspillere ser Jesper Jensen frem til, at nye kræfter kan få chancen til slutrunden.

- De næste i rækken er i den grad klar til at tage over, og de spillere, som vi har udtaget til EM, udgør en perspektivrig fremtid for dansk håndbold, lyder det videre.

De 16 spillere i EM-truppen skal også spille Golden League i Danmark 21., 23. og 24. november.

I de testkampe er det Norge, Rumænien og Holland, der kommer på besøg.

Danmark indleder EM 29. november i Basel.

Kroatien, Schweiz og Færøerne er modstanderne i det indledende gruppespil.

Går Danmark videre til mellemrunden og eventuelt finaleweekenden, spilles begge dele i Wien.

Sponsoreret indhold