Stort drama: Jonas Vingegaard stoppet af vildt snevejr
Cykelryttere er kendt for at være nogle hårde hunde, men det blev et voldsomt snevejr blev alligevel for meget for Jonas Vingegaard og resten af feltet på første etape af O Gran Camiño.
Etapen er nemlig blevet neutraliseret og stoppet, da sneen pludselig begyndte at vælte ned tæt på den Sarria i nordvest Spanien.
Jonas Vingegaard, der har haft en turbulent optakt til løbet, hvor han tirsdag var nødt til at haste hjem til Danmark på grund af private årsager, var ellers en af favoritterne til at vinde dagens etape og løbet samlet.
Men det var faktisk danskeren, der viste sig som en leder i feltet, og han var en af hovedaktørerne sammen med rutinerede José Joaquín Rojas i at få stoppet løbet, da det ikke længere var sikkert for rytterne at fortsætte under de voldsomme vejrforhold.
Rytterne havde netop startet en længere stigning, som de også skulle ned af igen. Det havde været glat og farligt for rytterne.
Undervejs på etapen tog Jonas Vingegaard tre bonussekunder, og arrangørerne er lige nu i gang med at finde ud af, hvordan det samlede klassement skal fordeles, da der ved etapens neutralisering var et udbrud med tre ryttere afsted.
Hvis alle får samme tid og bonussekunderne stadig står ved magt, kan Jonas Vingegaard i morgen trække førertrøjen over hovedet.