Sport11. oktober 2023

Sygdom tvinger Emil la Cour til at ophæve kontrakten i TMS Ringsted

Venstrefløjen stopper med omgående virkning i TMS Ringsted grundet store smerter
 Emil La Cour er tvunget til at stoppe på eliteplan. 
Emil La Cour er tvunget til at stoppe på eliteplan.
 Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

En trist nyhed har onsdag ramt håndbold-Danmark.

I en pressemeddelelse oplyser TMS Ringsted, at 22-årige Emil la Cour desværre stopper i klubben med omgående virkning. Ifølge klubben, har La Cour det sidste stykke tid haft så store smerter, at det har været umuligt for ham at gennemføre både træninger og kampe.

Den tidligere GOG-komet var ellers vendt tilbage til håndbolden på fuld kraft, efter sin livstruende tarmsygdom, som har medført op mod 30 operationer frem til nu.

Den 22-åriges tyktarm var i så dårlig forfatning, at den helt blev fjernet, og i stedet fik han anlagt stomi. Men problemerne er desværre fortsat, og nu siger han selv stop.

- Med Emils helbred for øje, har klubben derfor besluttet at imødekomme Emils ønske om, at ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning og Emil vil således ikke være at finde på holdkortet, når TMS Ringsted på fredag den 13/10 spiller på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.

- Vi har været superglade for Emils bidrag til klubben og med sine 17 mål i de første 5 kampe, har Emil været en vigtig brik i klubbens gode sæsonstart i Håndboldligaen.

- Med sin hurtighed og finurlige afslutninger fra fløjen, har Emil taget hjemmepublikummet med storm, og han vil helt sikkert blive savnet af alle i og omkring klubben.

Emil La Cour fortæller om sin beslutning:

- Jeg er rigtig ked af min tid i TMS allerede skal slutte nu. Kroppen er ikke hvor jeg havde ønsket at den var, desværre. Af den grund har jeg været nødsaget til at trække stikket fra elitesporten.

- Der skal lyde en stor tak til alle i og omkring klubben og nu glæder jeg mig til at følge drengene resten af sæsonen.

Sponsoreret indhold