Termin er opover: Kevin Møller overlader "telefontjans" til denne holdkammerat
Det kan lige så godt være i dag som i morgen, at Kevin Møllers kone går i fødsel.
Hun har nemlig termin fredag.
Derfor er der også lagt en slagkraftig plan, hvis det tilfældigvis sker, imens målmanden er i gang med at spille.
Nu fortæller han så også, hvem der har fået det store ansvar at sidde klar ved telefonen.
- Det er Mads Mensah, der har fået tjansen som telefonvagt. Han kender både min kone Louise og mig privat fra Flensburg, så det er vi begge trygge ved.
I opgøret mod Schweiz torsdag aften dukkede Kevin Møllers svoger, håndboldspilleren Kasper Kildelund, helt tilfældigt op på storskærmen i Boxen.
Men han er altså ikke en del af fødselsplanerne.
"Din svoger dukkede pludseligt op på storskærmen. Er det ham, der tænder op i dytten, hvis det bliver nødvendigt?"
- Det kunne det godt have været i dag. Nu er det tilfældigt, at han dukkede op i dag. Det er åbenbart vigtigere for ham at komme og se håndbold end at være hjemme hos sin søster, griner den danske landsholdsmålmand.
- Nej, der er god familie på derhjemme, og de skal også have friheden til at komme og se håndbold. Hvis det var, så er jeg sikker på, at han ville være den første til at starte bilen op og være klar til at køre.
På grund af de lykkelige omstændigheder, der må være lige op over, så har landstræner indkaldt Jannick Green, der nu er en del af 19-mandstruppen.
I tilfælde af at Kevin Møller pludselig får andet end håndbold at se til, så kan Green dække ind på målmandspositionen.