SportI går

Thomas Arnoldsen erkender: Frygtede for sit VM

Bagspilleren er klar igen efter sin skade, men i et par dage frygtede han selv, at VM var slut for hans vedkommende
s
Thomas Arnoldsen er klar til at spille videre ved VM.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Håndboldherrernes første opgør ved VM mod Algeriet var på mange måder en fredelig affære.

Danmark vandt klart, og så var det ellers bare videre til næste kamp. Det skulle man i hvert fald tro.

Men trods den yderst komfortable sejr, så kom Nikolaj Jacobsens mandskab fra opgøret med ikke bare én, men hele tre småskader.

Både Rasmus Lauge, Magnus Landin og Thomas Arnoldsen måtte undervejs udgå med forskellige former for skavanker.

For sidstnævnte betød det, at han først kom i kamp igen i kampen mod Tyskland i hovedrunden.

En muskelskade i maven havde sat sine spor, og de efterfølgende dage var faktisk meget lidt sjove for den unge fremadstormende bagspiller.

- Det har været nogle lange dage med mange tanker om, hvorvidt jeg kunne spille igen, og hvis ja så i hvilken forfatning. En ting er at løbe og spille lidt til træning. En anden ting er at komme ind og skulle spille kamp, siger han til SE og HØR.

Har du reelt frygtet, at du ikke ville komme til at spille med ved VM?

- Ja, jeg var lidt nervøs. Jeg følte egentlig, det var okay, da jeg gik i seng, men da jeg vågnede, der bed den godt nok, bare når jeg skulle gå på trapper. Vi fik den scannet, og den viste heldigvis, at der ikke var noget.

Når man kæmper lidt med det hele mentalt, så er det godt, at man har gode folk omkring sig. Både på holdet og derhjemme.

- I starten lukkede jeg mig måske lidt inde, men jeg var også fast besluttet på, at jeg skulle gøre alt for at komme tilbage. Så fik jeg en god snak med både fysioterapeuterne, Lauge, der havde samme skade, og dem derhjemme, og så var jeg klar til at give den gas for at komme tilbage på banen igen.

Nu er Arnoldsen tilbage og klar til at spille.

Sponsoreret indhold