Sport5 timer siden (opd. 5 timer siden)

Thomas Arnoldsen i nye problemer: Er ude på ubestemt tid

Håndboldstjernen har ikke været i kamp siden begyndelsen af marts. Playmakeren har brug for ro fysisk og mentalt
Det slider at være i toppen af dansk håndbold, må Thomas Arnoldsen nu erkende.
Det slider at være i toppen af dansk håndbold, må Thomas Arnoldsen nu erkende.
 Foto: Lars H. Laursen

Den danske landsholdsplaymaker Thomas Arnoldsen er igen ude på ubestemt tid, da han er slidt fysisk og mentalt.

Det siger Aalborgs direktør, Jan Larsen, til TV 2 Sport.

- Thomas sidder over i øjeblikket, og det gør han, fordi han har behov for at få noget ro både fysisk og mentalt. Det er derfor, han ikke er med, siger Aalborg-direktøren.

Arnoldsen har ikke været i kamp for Aalborg siden 8. marts, og han meldte også fra til landsholdssamlingen i marts.

Det er ikke første gang, at den danske landsholdsplaymaker har brug for en pause fra håndbolden.

I sommeren 2023 skiftet han til Aalborg, og kort efter skiftet var han nødt til at trække stikket i en periode, da han var nedslidt både fysisk og mentalt. Dengang var han ude i flere måneder.

Det er uvist, hvornår Arnoldsen denne gang kan vende tilbage på håndboldbanen.

- Vi hjælper Thomas alt det, vi kan. Ligesom når andre spillere er ude med en fiber- eller knæskade. Vi forsøger på bedste vis at hjælpe folk tilbage på banen, og det gør vi selvfølgelig også med Thomas, siger Jan Larsen.

Aalborg har en intens sæsonafslutning foran sig, hvor holdet skal forsøge at forsvare DM-guldet og derudover møder tyske Füchse Berlin i Champions Leagues kvartfinaler i slutningen af april.

Sponsoreret indhold