Tour de France-rytter raser over tegnestifter på vejen: – Tak for denne slags menneskelige lort

Lilian Calmejane var alt andet end tilfreds, da han søndag kørte over målstregen efter 2. etape af Tour de France.
Der var nemlig ikke noget luft i hans dæk.
På Twitter har den franske Intermarché-rytter lagt en video op, hvor man kan se, at der i hans fordæk sidder flere tegnestifter.
Han mener øjensynligt, at nogen har kastet tegnestifterne på ruten.
Med videoen følger i hvert fald en tekst, hvor Lilian Calmejane på godt fransk fortæller, hvad han mener om de potentielle gerningsmænd.
– Tak for denne slags menneskelige lort. Jeg tror ikke, jeg var det eneste offer for en punktering til sidst, skriver Calmejane.
– Man kan falde og komme slemt til skade med jeres lort, idioter, lyder det hidsigt fra franskmanden.
Om det punkterede dæk var skyld i, at Lilian Calmejane ikke blandede sig i den absolutte finale, melder historien ikke noget om.
Men den 30-årige franskmand, der vandt en etape i Tour de France i 2017, kom først ind som nummer 58 over seks minutter efter Victor Lafay (Cofidis), der vandt etapen med et snedigt angreb på den sidste kilometer.